e-copedia hjælpecenter
Om salgsmoms
Når du sælger varer eller ydelser i din virksomhed, skal salget som udgangspunkt beregnes med moms i dit regnskab. Det kaldes udgående moms eller salgsmoms i daglig tale og er den form for moms som pålægges dit varesalg.
Senior Customer Training Specialist
Som Senior Customer Training Specialist i e-conomic arbejder jeg med at gøre læring let at forstå og bruge i praksis. Jeg udvikler og optimerer indhold på tværs af vores læringskanaler – fra e-copedia og kurser til digitale formater og AI løsninger – altid med fokus på, at vores brugere hurtigt kan omsætte viden til handling.
Jeg brænder for at oversætte komplekse funktioner til klare, meningsfulde løsninger og skabe den dér “aha”-følelse, når noget pludselig giver mening. Det handler for mig om mere end træning – det handler om at give mennesker selvtillid i deres arbejde.
Introduktion
Udgående moms består af 25% af den momspligtige omsætning. Dvs. at hvis man sælger en vare for kr. 100, så vil der skulle pålægges ekstra kr. 25 i moms. Derved vil den samlede faktura til kunden lyde på kr. 125.
Din salgsmoms bogføres automatisk når du laver dine fakturaer såfremt din momsopsætning er korrekt. Gennem e-conomics standardopsætning er det hele allerede sat op for dig og du kan roligt stole på at din moms registreres efterhånden som du bogfører. Det er dog altid en god ide at gennemgå opsætningen så du er sikker på at den er som den skal være. For at forstå moms i e-conomic kan du se guiden Om opsætning af moms.
Når du sælger dine varer/ydelser
Hvis du sælger dine varer/ydelser i Danmark skal du, som udgangspunkt sælge dine varer/ydelser til salgspris inklusiv 25% moms. Det er som standard sat op i e-conomic og du kan derfor oprette en faktura med 25% moms med det samme.
Sælger du dine varer i udlandet, skal du kunne oplyse, hvor meget du har solgt for, fordelt på EU og øvrigt udland i din momsopgørelse. Det er alt sammen noget e-conomic hjælper dig med, så længe din opsætning er lavet korrekt.
Den købs- og salgsmoms som bogføres, bliver grundlaget for din momsopgørelse. Det er denne rapport du skal bruge når du skal indberette din moms. Her vil du kunne se din samlede salgsmoms og hurtigt få et overblik over hvor meget udgående moms der har været i din virksomhed.
Der skal beregnes udgående moms af hele virksomhedens momspligtige omsætning i momsperioden. Dette skal oplyses til SKAT når man angiver sin moms. Når momsen angives, skal man afregne til SKAT, hvis man har mere udgående moms end indgående moms, og omvendt får man penge tilbage fra SKAT, hvis man har mere indgående moms end udgående moms.
Hvis din opsætning er forkert, kan det være, du oplever at moms vises forkert på de fakturaer, du sender til dine kunder eller at din momsopgørelse ikke viser det korrekte. Det er heldigvis noget du kan løse på et ganske kort øjeblik.
Tip
Er du i tvivl om, hvilke regler der gælder for netop din virksomhed? Så kan du altid søge hjælp på SKATs hjemmeside eller rådføre dig med en autoriseret revisor.