e-copedia hjælpecenter
Om e-fakturering
Elektronisk-/CVR-/GLN-/EAN-/EDI-/Peppol-/NemHandel-fakturering - kært barn har mange navne. De dækker alle over det samme; en e-faktura sendt gennem NemHandel.
Senior Customer Training Specialist
Som Senior Customer Training Specialist i e-conomic arbejder jeg med at gøre læring let at forstå og bruge i praksis. Jeg udvikler og optimerer indhold på tværs af vores læringskanaler – fra e-copedia og kurser til digitale formater og AI løsninger – altid med fokus på, at vores brugere hurtigt kan omsætte viden til handling.
Jeg brænder for at oversætte komplekse funktioner til klare, meningsfulde løsninger og skabe den dér “aha”-følelse, når noget pludselig giver mening. Det handler for mig om mere end træning – det handler om at give mennesker selvtillid i deres arbejde.
Introduktion
Du kan sende dine fakturaer via NemHandel i e-conomic. Det kræver blot en grundopsætning af din kunde, og så er du i gang. Når du sender en e-faktura sendes den altså ikke som vanligt via e-mail, men via NemHandel. Når du er færdig med at udfylde dine kunders stamdata og udfyldt deres faktura, sender du den afsted ved at trykke "Bogfør og send faktura" som vanligt.
Alle indenfor det offentlige har et EAN nummer og skal du sende en faktura til det offentlige skal den sendes elektronisk. Ellers bliver din faktura afvist. Private virksomheder kan også få et EAN nummer eller registrere sig til elektronisk fakturering via f.eks. et CVR-nummer.
Europæiske virksomheder kan få et Peppol ID som gør det muligt at sende og modtage fakturaer på tværs af EU.
Hvis kunden ikke er medlem af NemHandelsregistret, henviser vi til SPROOM for oprettelse af en NemHandel-aftale.
Hvordan kan du muliggøre modtagelse af e-fakturaer?
Det er muligt for alle e-conomic kunder gratis at modtage e-faktura i deres Inbox, ved at registrere sig til elektronisk fakturering via deres CVR-nummer. På den måde vil dine leverandører kunne sende e-fakturaer til dit CVR-nummer. Derudover kan du også aktivere et EAN-nummer og Peppol ID gratis.
Hvordan sender man en e-faktura?
Hos e-conomic er det gratis at sende e-fakturaer til alle der kan modtage dem. Og det sker helt automatisk. Regnskabsprogrammet undersøger automatisk om din kunde kan modtage fakturaer elektronisk og er det tilfældet vil fakturaen blive sendt som en elektronisk faktura. Fakturaen sendes på den måde sikkert i et standardiseret format, der gør det let for modtageren at håndtere og bogføre fakturaen.
E-faktureringsadressen angiver den NemHandel-type, som e-fakturaen skal sendes som. Elektroniske fakturaer via CVR, EAN, PEPPOL og P-NR understøttes i e-conomic.
Det er vigtigt du vælger den korrekte e-faktureringsadresse (NemHandel-type) under "E-fakturering" i din kundes oplysninger, og har udfyldt typens respektive felt, som også kan findes samme sted.
- CVR-nr.: Virksomhedens CVR nummer, den letteste metode, da du ikke skal have yderligere numre udover CVR nummeret.
- EAN-nr.: Et 13-cifret identifikationsnummer, som typisk benyttes af offentlige myndigheder og institutioner, men kan også anvendes af private virksomheder.
- PEPPOL-ID: Det internationale format for elektroniske dokumenter. Dette dannes ud fra hvad der er angivet i feltet for CVR nummer og land.
- P-nr.: Et 10-cifret identifikationsnummer. En virksomhed kan have flere P-numre tilknyttet deres CVR-nummer, hvis de har aktiviteter på flere adresser.
Hvad sker der, når jeg sender en e-faktura fra e-conomic?
Når du sender en e-faktura fra e-conomic, sendes den via NemHandelsregisteret. Herunder kan du læse, hvad der sker, når du trykker "Bogfør og send":
e-faktura sendes fra e-conomic
E-conomic sender det elektronisk dokument til validering hos Sproom.
e-conomic slår op i NemHandelsregisteret ved afsendelse af e-fakturaen
NemHandelstypen (CVR, EAN, P-NR, PEPPOL) benyttes til at finde modtageradressen på den server, som modtageren (din kunde) ønsker at modtage sin faktura på. Man kan sammenligne det med at slå et telefonnr. op på De Gule Sider for at finde postadressen (Serveren) på en person. Findes modtagerens adresse hos NemHandel, sendes fakturaen videre fra NemHandel til modtageren.
e-fakturaen modtages på kundens server (hvis der ikke er kø e.l.) og herfra sendes den videre til kunden
Disse servere kan indimellem være belastede ("Postkassen er fuld") og der kan derfor forekomme fejl og være kø.
Prøv evt. at sende din faktura om aftenen eller i en weekend.
Som standard vil e-conomic sende en faktura som e-faktura, hvis det er muligt. Hvis du har brug for, at fakturaen skal sendes via e-mail i stedet, kan du trykke på "Send via e-mail" ved afsendelse af din faktura.
Du kan også konfigurere denne indstilling i kundens stamoplysninger for at gøre den permanent. Bemærk, at du altid kan ændre denne indstilling senere, hvis det er nødvendigt.
Du kan lærer hvordan du fravælger e-fakturering, ved at markere afkrydsningsfeltet i hjælpeartiklen "Fravælg e-fakturering for din kunde".
Obs
Der findes forskellige elektroniske dokumenter. E-conomic understøtter kun e-faktura. Hermed er det ikke muligt, i e-conomic, at sende hverken rykkere, kundekontokort (kontoudtog), ordrer eller tilbud, som et elektronisk dokument igennem NemHandel.